Jeg har bevidst ikke skrevet noget om min nytårsaften. Jeg har nemlig været lidt flov over at skulle sidde alene denne aften. De fleste mennesker er jo ude og trykke den max af et eller andet sted i Danmark.

Men nu kan jeg så læse hos Studmuffin og Ildkatten at de også skal tilbringe denne, årets sidste aften, alene. Det er rart at vide at man ikke er ene om at nyde sit eget selskab. Det er egentlig heller ikke fordi jeg er træt af det. Jeg kan faktisk godt lide at sidde alene og se fjernsyn og følge med i nyhederne på Internettet. TV2 News følger nytårsløjerne hele aftenen. Jeg er desuden heller ikke den store krudtugle hvad angår fyrværkeri. Jeg syntes det er vildt flot, men hvis sandheden skal frem, så er jeg måske lidt bange for det. Jeg kan bedst lide det lidt på afstand.

Men når det nu er sagt, så ville jeg da helst være ude sammen med andre og have det sjovt. Men jeg har også lovet mig selv, at dette bliver den sidste nytårsaften, hvor jeg sidder alene. Næste år bliver det anderledes. Det er endnu et nytårsfortsæt.