Archive for August, 2007

Youtube

Jeg har de sidste mange måneder været fast inventar på Youtube.
Det har lidt været som dengang jeg lærte blogbot at kende. Det er en helt ny verden som åbner sig for en og prøv lige engang at spørge om det er vanedannende. Jotak, det er det. Det er en tidsrøver som lige pludselig har slugt endnu en halv nats søvn.

Youtube er udover en masse sjove videoklip også en slags blogbot med levende billeder. Der er mange som bruger tjenesten til at vlogge (videoblogging) og selvom jeg elsker at læse hvad andre skriver om sig selv og deres hverdag, så elsker jeg altså også at lytte til andre. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde nogle danske vloggere derinde. Men jeg er sikker på at det nok skal komme. I mellemtiden, så har jeg oprettet min egen konto og er nu selv klar til at indtage dette nye medie. Webcamet har jeg allerede, så der er faktisk ikke længere nogen undskyldning. Jeg må i gang. Og hvem ved, måske bliver jeg en bedre vlogger end en weblogger :-)

Indtil videre kan i hvertfald besøge min side hos Youtube, hvor der forhåbentlig snart kommer en video. I mellemtiden kan i se min liste over andre vloggere. Det er pragtfuld underholdning.  

Så sker der lidt igen

YES, jeg kunne huske mine log-in oplysninger hertil.
Jeg var faktisk lidt uroligt for om jeg nu kunne huske mit kodeord til Wordpress.

For ja, det er er mennesketider siden sidst jeg har været her. Jeg har dog stadig været en flittig besøgende i blogland, men lysten til selv at bidrage har manglet. Det gør den egentlig stadigvæk, men nu ville jeg altså lige give et lille livstegn fra mig.

Det er nu ikke fordi der har manglet noget i mit liv at skrive om. Jeg syntes der er sket en hel del det sidste stykke tid. Blandt andet min morfars død.
Han fik endelig fred efter længere tids sygdom. De sidste måneder inden hans død skiftedes han til sammen med min mormor at blive kørt til og fra sygehuset i en ambulance vel at mærke. Til sidst kunne hans lever ikke længere og den stod af.

Det var virkelig trist at miste ham. Han er faktisk også det første medlem i min nære familie som er gået bort. Så det var lidt mærkelig for første gang i mit liv at stå foran en kiste. Min mormor er nok den som har det hårdest. Hun er selv meget svagelig og savner hendes mand gennem de sidste 75 år. Hun bor nu på plejehjemmet, hvor hun ligger i sin seng hele tiden. Det er hårdt for min mor og hendes søskende at se deres mor på den måde. De besøger hende jævnligt og plejepersonalet er også gode til at snakke med hende. Men livsgnisten er lige så stille ved at sive ud af hende.

Derudover er der også andre problemer i min familie, som jeg dog gerne vil vente lidt med at skrive om. En klog gammel mand, som jeg ikke husker hvad hedder, har en gang sagt at modgang gør en stærkere. Det er da et lille lyspunkt :-)

Det er dog ikke helt trist alt sammen. Mit job på avisen går stadig godt. Jeg er meget glad for at være der og håber lidt på en elevplads. Helst som mediegrafiker. De sidste uger har jeg siddet i produktionen og lavet annoncer til avisen. Det er sjovt og spændende. Jeg kan godt lide at være kreativ og så er det altså også meget sjovt at se sit arbejde på tryk hver uge. Lige nu går jeg så og venter på et opkald fra kommunen, som forhåbentlig kan fortælle mig at mit praktikforløb kan blive forlænget indtil jeg får en afklaring omkring en elevplads. Jeg går med mine fingre krydset.

Det var så en lille update på min virkelighed. Jeg beklager min lange pause og håber at dette indlæg kan blive starten på en ny blogsæson her på bloggen.