Archive for September, 2006

Som nævnt tidligere skulle jeg til Århus i går.
Jeg skulle op og snakke med en terapeut som første led i projektet. Men da jeg havde siddet og ventet deroppe i et stykke tid skulle jeg da lige tjeke min mobilos som var blevet sat på lydløs. Der var en ny besked på telefonsvaren og det var fra sekretæren på angstklinikken. Hun fortalte at en af terapeuterne var sprunget fra forløbet og derfor ville det nu blive udsat i et stykke tid. Hun kunne dog love mig at projektet ikke vil blive aflyst og hun vil give mig besked lige så snart de ved noget mere.

Men de 68 kr. jeg gav for biletterne tur/retur til Århus kunne jeg altså godt have sparet mig. Jeg er lidt skuffet over at de ikke ringede lidt før. Hun ringede klokken 13.25 og jeg havde en aftale klokken 14.00
På Onsdag har jeg fået en aftale hos min læge, som hvis alt går efter planen gerne skulle skrive en sygeerklæring. Så kan jeg forhåbentlig blive sygemeldt i et stykke tid. Jeg er nemlig ikke sikker på at jeg kan finde et job, som jeg ville kunne klare imens jeg går til behandling.

Min mormor er heldigvis ved at få det bedre. De ved stadig ikke hvad der er galt med hende, men de er kommet frem til at det enten er meningitis eller en blodforgiftning.

Der var ikke meget som for bare to dage siden tydede på at hun ville klare det. Men det tror jeg faktisk hun gør. Min mormor er jo en fighter, som har overlevet meget igennem de sidste par år. Hun har et stærkt hjerte og det kan blive hendes redning i denne situation. Men det er desværre for tidligt at sige noget endnu. Hun får en meget stærk pencilinkur, som kan være hård for selv et meget stærkt hjerte og hun er jo ikke helt ung længere da hun nærmer sig de 90 år. Men jeg kunne virkelig godt unde dem at de fik lov til at opleve deres krondiamantbryllup.

Udover min mormor, så skal jeg i dag igen med toget til Århus. Jeg blev ringet op i går fra angstklinikken på Århus universitet. En af terapeuterne vil gerne se mig i dag til den første samtale i forløbet. Jeg fik også at vide at jeg er blevet udvalgt til at skulle begynde med gruppeterapien, som begynder på næste onsdag. Det er rart endelig at få besked deroppe fra. Så nu er jeg bare meget spændt på om det kommer til at gøre en forskel. Det må tiden vise.

Engang imellem sker der noget fuldstændig uventet som kan vende op og ned på ens dag. Noget som man slet ikke have taget med i sine tanker og forberedelser og derfor slår det også 100% benene væk under en.

Det skete for mig i går. En Søndag som jeg havde regnet med skulle blive rolig og afslappende og ovenpå en Fredag og Lørdag som havde stået i flytningens tegn ville det passe mig rigtig godt. Men sådan ville skæbnen det ikke.

Jeg har sovet hjemme hos mine forældre de sidste tre dage. De fik flyttet deres senge i Fredags og derfor syntes de det kunne være hyggeligt hvis jeg ville sove hjemme på det nye gæsteværelse og være med til at indvie deres nye hjem. Det kunne jeg absolut ikke sige nej til. Jeg stod mellem valget at sove hjemme i min lejlighed som jeg stadig ikke er helt tilfreds med eller at sove i et splinternyt hus med alt hvad hjertet kan begære af moderne faciliteter. F.eks. spabad, trådløst netværk og storskærm med surroundsound anlæg.

Søndag morgen er en morgen som alle andre søndage morgener. Det eneste der er anderledes er at mine forældre har besluttet sig til at gå i kirke. Det er i sig selv ikke nogen nyhed. Men mine forældre har haft meget om ørene de sidste måneder og derfor har de ikke været så trofaste kirkegængere i et stykke tid. Men nu havde de tid og lyst.

Et kvarter efter at deres bil har forladt indkørslen, kom min mors lillebror kørende. Han så trist ud og fortalte at den er galt med min mormor. Hun lå hjemme i sin seng og havde det meget skidt. Hun var fjern i blikket og svært at få kontakt med. Jeg ringede straks til min storesøster som på det tidspunkt også har hørt det. Vi blev enige om at hun og min storebror kørte over til mormor og morfar. Imens kørte jeg over til kirken og ventede på at gudstjenesten blev færdig, så jeg kunne overbringe mine forældre beskeden.

Jeg mødte dem på stien op til kirken og de kunne selvfølgelig straks se at der var noget galt. Vi skyndte os om til mine bedsteforældre, hvor mine søskende og mors lillebror allerede var til stede. Lægen var lige kommet på det tidspunkt. Han kunne fortælle at det sikkert var en hjerneblødning eller måske en blodprop. Men han kunne heller ikke udelukke at det måske var meningitis. Hun bliver straks kørt på sygehuset hvor vi så ellers sad hele søndagen og ventede svar på forskellige prøver. Der blev både taget rygmarvsprøver, urinprøver og hun blev også scannet for at undersøge muligheden for en hjerneblødning.

Jeg må dog lige bruge et par linier på det danske sygehusvæsen. Jeg er godt klar over at vi ikke kan undvære sygehusene og de gør generelt et stort arbejde. Men der burde være en regel for udenlandske læger som arbejder på et dansk hospital. Nemlig at de skal kunne tale flydende dansk. En af lægerne som undersøgte min mormor var tyrker og han var meget svært at forstå. Det er for dårligt. Især når man tager i betragtning at det er en afdeling hvor der er mange ældre patienter. De skal kunne modtage en besked uden at skulle koncentrere sig om hvad lægen siger. Det var lige lidt galde

Det er meget hårdt for min mor og hendes søskende og ikke mindst min morfar. I aftes var min mormor isoleret pga. meningitisen og det betød at vi skulle have forklæde, handsker og maske på når vi skulle ind på stuen. Det var selvfølgelig svært for min morfar at forstå hvorfor han ikke bare kunne sætte sig hos hende uden først at skulle tage alle disse forholdsregler.

P.t. er status at de endnu ikke med sikkerhed kan sige om det er meningitis. Men de kan udelukke både hjerneblødning og blodprop. Det er selvfølgelig en lettelse, men meningitis er en hjernehindebetændelse som ikke er uden risiko. Især ikke for en ældre dame som min mormor.

Vi krydser alle sammen fingre og håber det bedste. Det ville være dejligt hvis de fik lov til at opleve deres diamantbryllup som kan fejres om mindre end 14 dage.

Jeg var, som tidligere skrevet, til en samtale i går på universitetet. Det skete som første led i det forskningsprojekt som jeg lykkeligvis er blevet optaget på.

Samtalen gik godt. Jeg var meget nervøs, men allerede efter nogle få minutter begyndte jeg at slappe mere af. Han var meget behagelig at snakke med og selv om han sikkert ikke var ret meget ældre end mig selv, så fik jeg alligevel følelsen af at han vidste noget om mine problemer.

Han gik ud fra et kæmpe spørgeskema på 5-6 sider, så mødet tog også omkring 2 timer. Jeg blev udspurgt om min baggrund, mine familieforhold, mit kærlighedsliv, mit liv både før og efter min sociale fobi, mine personlige egenskaber osv.

Han ville blandt andet gerne have mig til at svare hvad jeg ville have gjort i forskellige sociale situationer hvis jeg bare var Torben uden socialfobi. Men det er svært. For jeg kan ikke adskille de to personligheder. Jeg har socialfobi og kan derfor også kun handle ud fra dette. Jeg kan selvfølgelig forestille mig hvad jeg ville gøre hvis jeg ikke skulle tage hensyn til min angst. Men jeg ville ikke kunne gør det i virkeligheden. Desværre.

Nu skal jeg så blot vente på at få et brev fra angstklinikken, så jeg kan få at vide hvornår selve behandlingsforløbet starter. Det kommer til at foregå dels ved gruppeterapi og dels ved Mindfullness. Jeg er ikke selv helt klar over hvad mindfullness går ud på, men det drejer sig om nogle rolige og afslappende øvelser.
Hvorvidt man skal starte med mindfullness-delen eller terapi-delen får vi at vide i brevet.

Så nu skal jeg så blot endnu engang vente…