Archive for July, 2006

Bilproblemer

Så er de sidste ting blevet flyttet.
Jeg bor nu ikke længere to steder, men et sted. Nemlig i Hedensted.

I dag blev de sidste ting flyttet fra Vejle til Hedensted. Nu mangler jeg bare rengøringen af den gamle lejlighed og så kan jeg aflevere nøglerne til boligselskabet. Det er en lettelse det er overstået, men stadig trist at jeg nu bor i Hedensted igen.

Jeg vil lige fortælle lidt om hvad der skete i dag.
Jeg var på vej til Vejle i golfen sammen med min far, som havde lånt en stor trailer med pressening. Det var virkelig luksus.
På motorvejen lige ved frakørslen inden vi skulle dreje fra, sker der så det at en slange i bilen går i stykker. Derved fosser der kogende varmt vand ud nede ved speederen, så min far, som er chaufføren, får skoldet hans fod. Vi holder indtil siden og ringer til min mor, som haster os til undsætning. Herefter spænder vi traileren til hendes bil og får hentet mine møbler, så min far kan få afleveret traileren igen. Her til aften lånte vi så en autovogn fra mekanikeren, så vi kunne hente golfen ude ved motorvejen og få den transporteret tilbage igen. I morgen vil mekanikeren så kigge på sagen.

Så det har været en begivenhedsrig dag.
Men jeg kan oplyse om at min fars fod ikke blev skoldet og den har det meget bedre nu.

Godnat…

Et tegn på liv

Så er det vist på tide med et lille livstegn fra min side:-)
De sidste par dage er blevet brugt på flytning, men i dag slapper jeg af.
Jeg mangler stadig min seng, mit sengebord, min bogreol og min avisholder. Jeg regner med de sidste ting bliver flyttet i morgen og så har jeg stadig noget tid til at få gjort min gamle lejlighed ren, inden nøglerne skal afleveres d. 1 August klokken 12.00

Jeg er stadig trist over at skulle flytte, men er også ved at vænne mig til den nye lejlighed. Med en masse arbejde, så tror jeg faktisk det kan blive lidt hyggelig. Men jeg vil stadig meget hellere til Århus og jeg ved at det lykkedes lige pludselig. Jeg skal bare tro nok på det :-)

Dagen i dag skal bare bruges til afslapning. Det er også det jeg er bedst til. Jeg er stadig i gang med Kronprinsessen og Hjemsøgt. To meget anbefaldelsesværdige bøger.

God Søndag…

Flyttemand Schmidt

I dag har jeg med rette kunnet kalde mig flyttemand Schmidt :-)
Jeg har flyttet for både mine forældre og bagefter for mig selv. Det har været hårdt og nu trænger jeg bare til afslapning.

Vi fik faktisk flyttet næsten det hele i dag. Jeg mangler kun min seng, min bogreol, min stol samt mit sengebord.
Derudover mangler jeg vist et par kasser bøger. Jeg regner faktisk med at være færdig engang i næste uge. Det bliver rart. Indtil videre bor jeg faktisk tre steder. I Vejle og to steder i Hedensted.

Det har været meget varmt og meget hårdt. Heldigvis skulle møblerne kun op på første sal. Men det var alligevel nok til at fremkalde sveden. Her til aften har jeg så været ovre i min nye lejlighed og sætte ting på plads. Det kommer måske alligevel til at gå alt sammen. Men hvor er der beskidt. I morgen rykker jeg ud med kost og spand.

Sov godt allesammen…

Nutidens børn

Når man sidder sammen med sin nevø på 6 år og spiller computer, kan man altså godt lære nogle nye ord.
Det er måske ikke så meget ordene, som er nye men derimod den måde han vælger at sammensætte dem på.

Det kan godt irritere mig lidt at min korttidshukommelse er meget dårlig. For skønt jeg sad sammen med ham for mindre end en halv time siden, så kan jeg dårligt nok huske alle de mange nye sætninger. Måske har jeg bare fortrængt dem :-)
Men jeg kan fortælle at ord som bolle, dillerman, tissemand og andre ord i den retning blev flittigt brugt. Altså hvad de ikke lærer i børnehaven nu om dage.

Jeg fandt også ud af at min nevø er en seriøs og ekstrem god computerspiller. Det er helt vild, så hurtig han kan få sine fingre til at glide henover et tastatur. Det må være fordi han nærmest er blevet født med et keyboard i hånden.
Vi var inde på http://www.sjovespil.dk og jeg tror vi prøvede samtlige spil derinde. Som titlen på hjemmesiden antyder, så er der virkelig nogle sjove spil indimellem alle de andre. Bestemt et besøg værd

Hvor er det varmt

Pyhh, det er varmt.
Temperaturen herfra hvor jeg sidder har sneget sig op på de 30 grader og vejrudsigten lover endnu mere varme i morgen.
Det er lige før jeg for en gangs skyld håber de tager fejl :-)

Jeg sidder og prøver at tage mig sammen til at gå i gang med rengøringen. Mine forældre kommer hjem i aften og jeg ville gerne overraske dem med et rengjort hus. Om det lykkedes, vil kun tiden vise.
Det er i hvertfald ikke lysten der driver værket. Men nu har jeg næsten spist en hel liter vanilieis, så kropstemperaturen er ved at blive behagelig igen.

Dagen i dag er indtil videre blevet brugt på afslapning i solen med en god bog. Den kan bestemt anbefales.
Jeg har også browset rundt på blogbot for at blive opdateret med hvad der ellers sker rundt omkring i blogsamfundet og jeg kan forstå det ikke kun er her i Hedensted at solen skinner :-)

Fortsat god og solskinsrig dag til jer alle sammen.

Ny blog om Tøndersagen

Jeg sad, som så mange andre dage, og browsede rundt inde på blogbot.
I dag faldt jeg over en ny blog, som egentlig ikke er så ny aligevel. Den startede tilbage i Maj måned, men for mig er den ny :-)

Den handler om Tøndersagen (pædofilisagen fra Tønder). Den bliver skrevet af de to journalister Mads og Thomas, som er ved at samle stof til en bog om pædofilisagen fra sønderjylland.

Jeg tror det bliver meget spændende at følge med i de to journalisters tanker og overvejelser under skriveprocessen.

Noget andet er at de også søger personer som på en eller anden måde sidder inde med oplysninger som kan bruges i bogen. De opfordre til at man ringer eller skriver til dem. Kontaktinformationerne kan man finde på deres blog.

Jeg ved ikke med jer, men jeg har allerede tilføjet bloggen inde under mit blogbot.

Flytning

I en verden som vores, hvor der er så meget ondskab og så mange katastrofer, kan ens egne personlige problemer sommetider virke ubetydelige. De er slet ingenting i forholdet til de lidelser som foregår i andre lande. Det kan ofte være en lille trøst når man render rundt i sin egen lille verden og alting virker trist og gråt.

Selvom det måske er luksusproblemer i mange menneskers øjne, så går jeg alligevel og tumler med mine egne problemer og da dette er min weblog, så vil jeg tillade mig at udøse dem herinde.

Jeg skal flytte…
Det er så deprimerende, men min økonomi siger at jeg ikke længere har råd til at bo i min dejlige lejlighed inde i Vejle midtby. Den er for dyr når jeg nu efter sommerferien skal begynde på HF og derfor ryger ned på en SU.
Hvis jeg så bare skulle flytte til f.eks. Århus, så kunne jeg leve med det. Men jeg er endnu ike rykket langt nok frem på ventelisten til at jeg er berettiget en bolig i smilets by. Nu har jeg såmænd også kun stået der i over to år.

I stedet har jeg været nødt til at leje en mindre og nedslidt lejlighed i udkanten af Hedensted. Byen, som jeg ellers flygtede fra dengang jeg flyttede til Vejle sidste år. Nu er jeg pludselig tilbage igen. Jeg ved godt jeg skal være glad for overhovedet at have et sted at sove. Men hvor ville jeg bare gerne finde noget i Århus eller i det mindste bare være blevet boende i Vejle.

Så ved jeg godt der sikkert er nogle som straks spørger, hvorfor jeg ikke bare går ud og finder et ekstra fritidsjob ved siden af studierne. Det ville jeg også utroligt gerne, men pga. nogle personlige problemer, som vist kræver et seperat indlæg, er jeg desværre bange for at jeg ikke kan overskue det. Jeg får også nok at gøre med studierne hvor jeg, det første år, både skal have matematik, kemi og biologi. Fag som absolut ikke er mine stærke sider.

Hvis der nu er nogle af jer derude som ved hvor jeg kan finde en ledig lejlighed i Århus som koster omkring de 2000 kr. pr. mrd. (jeg tror ikke jeg kan strække mig længere økonomisk, hvis jeg også skal kunne leve på min su) så må i meget gerne kontakte mig på min mail.

Det var det. Nu vil jeg ikke forstyrre jer længere med mine problemer. I stedet vil jeg lave mig en kop kaffe og læse lidt i min spændende krimi.

Godnat…

Pynt til webloggen

Jeg holder lige en pause fra solen.
De kloge mennesker siger jo man skal passe på med solbadningen imellem klokken 12.00 – 15.00. Desuden er det også så varmt at jeg har svært ved at se nogen fornøjelse ved at være ude i øjeblikket.

Jeg var som sædvanlig lige inde på LiseLottes hjemmeside og så faldt jeg lige over det solsorte-badge hun har ude i højre side af skærmen. Den snuppede jeg lige :-) Det er ikke fordi jeg elsker solsorten mere end mange andre fugle, men den pynter på siden :-)

For dem som ikke kender LiseLottes weblog med navnet “Slagt en hellig ko”, så skynd jer at tjekke den ud. Den er virkelig flot.

Mobil-update

Her kommer lige en update på min mobil-situation.
Jeg tror godt jeg kan afskrive min nuværende mobilos. “Ære være dens minde”

Det har været en god mobiltelefon, som har holdt til mange ting. Jeg tror jeg har tabt den 20-30 gange uden at den har taget skade af den grund. Men vandkampen i går var altså mere hvad den kunne klare.

Nu sidder jeg så og surfer på mobilpriser efter en ny Nokia.
Hvis der skulle være en derude som har en velholdt telefon til salg, så må i meget gerne maile mig. I kan kontakte mig ved at klikke på “Kontakt” øverst på siden.

Ellers er der kun en ting at sige og det er “Fortsat god og varm sommerdag”

Status over min tredie dag som blogger

Endnu en dag er gået og jeg vil lige gøre status over dagen.
Det er såmænd ikke fordi denne dag skiller sig ud fra så mange andre dage.

Her til aften, efter at have luftet hunden, cyklede jeg over til min storesøster og hendes familie. De havde inviteret på aftensmad. Det eneste jeg skulle var at komme med 12 nye kartofler som blev tilberedt sammen med pommes fritter, oksemørbrad og rigtig dejlig brun sovs. Desserten kørte vi til Vejle og købte hos Roberts isbar. Lækre softice og en slushice til de mindste. Vejret var skønt og det føltes som gik vi nede sydpå. Det gjorde vi selvfølgelig også på en måde. Vejle ligger sydligere end Hedensted :-)

Inden aftensmaden nåede jeg forresten også lige at deltage i årets, for mit eget vedkommende, første vandkamp. Slaget stod imellem min storesøster + børnene imod lille mig, som nåede at blive temmelig våd :-)
Men det ordnede den dejlige sol og kort tid efter var vi alle tørre igen.

Aftenen sluttede med en god film i fjernsynet, inden jeg cyklede hjem til hunden som virkelig trængte til at blive luftet.

Nu er dagen gået og jeg tror nok jeg er blevet en mobiltelefon fattigere. I hvertfald kan den pludselig ikke tændes. Jeg havde den i bukserne under vandkampen og det kan selvfølgelig være derfor.

Kender i forresten den følelse at man sidder og prøver at tænde sin mobiltelefon men i virkeligheden håber man egentlig bare den er gået i stykker. Så har man nemlig en god undskyldning for at købe en ny og mere moderne :-)